Navnet Scavenius betyder Skagbo eller manden fra Skagen. Slægtens stamfader - Jacob Pedersen Brønnum (senere også Scavenius) stammede da også selv fra Skagen. Jacob var 11. barn af Peder Christensen Brønnum fra Skagen. En rektor på latinskolen i Aalborg, hvor han dimitterede fra i 1770, kaldte ham konsekvent Scavenius, da han kunne måle sig med den lærde slægts medlemmer, som på det tidspunkt allerede bestod af både en biskop og en professor. Men Jacob blev aldrig nogen af delene, idet han begyndte at studere teologi i København, selv om det egentlig var jura, der interesserede ham. I 1775 opgav han studierne og tog job i Rentekammeret. 1776 fik han job som assistent i Asiatisk Kompagni og i 1779 efter en rejse til Indien fik han stillingen som 1. assistent i den danske koloni Frederiksnagore - nord for Calcutta og blev derude i 13 år. Jacob hjemkom til Danmark i 1792 med en rigdom på to tønder guld (ca 200.000 rigsdaler) og et halvt år efter sin hjemkomst investerede han sin formue på Gjorslev med Stevns Klint, Søholm og Erikstrup. Endnu et halvt år efter blev han viet til den københavnske - Karine Lucie Debes, - hvilket gav ham en anselig medgift på omkring 80.000 rigsdaler. Med muligheden for at udvikle kridtstensbrydningen effektivt købte han Klintholm i 1798, da denne blev til salg. Han ejede jo i forvejen Stevns Klint, men Møns Klints kridt var ubrugeligt til byggeri, så det blev ikke det, han tjente sin formue på.
Foto: Klintholm Hovedgårds Jorder 1798 - Bygningerne er fra Staals tid på godset.
Karine og Jacob Scavenius blev boende på Gjorslev med københavner-residens i Skindergade, men interessen for Klintholm svigtede aldrig. I årene 1801 - 04 udskiftede han de 4 omkringliggende byer - Busene, Mandemarke, Budsemarke og Magleby - og af overskudsjorden oprettede han 8 nye husjordlodder. For bønderne var det en fordel, men Jacob var den, der fik mest ud af dette. Han føjede i disse år en del bygninger til selve hovedgården og i 1803 blev Stengården opført med en lade af kampesten. Denne gård er beliggende i den vestlige udkant af klinteskoven ved landsbyen Busene.
Foto: Beboelseshuset på Stengården 1992
Foto: Kampestensladen på Stengården
Ovenstående fotos er af privat samling fra dengang jeg og min datter havde vores gang på Stengården i årene 1989 ~ 1993. Efter en del år som privat beboelse blev gården lejet af en ung pige, som forsøgte at skabe sig en tilværelse sammen med sine kære firbenede venner: hendes heste. Hun stablede en hestepension og ridelejr på benene, samtidig gav hun rideundervisning til især Østmøns ungdom og i forbindelse med dette kom min datter i kontakt med bemeldte sted. Hendes egen første hest og dennes føl, som hun ses sammen med på ovenstående foto forelskede hun sig i ~ og hun blev så heste-ejer i 1989. I årene der fulgte blev hun hjælper på ridelejren og traf mange heste-vennner derigennem. Og som på andre store gårde af ældre dato spøger det naturligvis også her på Stengården (følger senere). Idag er Stengården indrettet som Bed & Breakfast og med mulighed for en bondegårdsferie.
Tilbage til 1800-tallet og til Jacob Brønnum Scavenius og hans bedrifter. I årene indtil hans død opkøbte han flere ejendomme på Møn. Borre enge, Magleby Overdrev, Busene Have, Stubberup have, Bøgeholt, Bjergene, Råby Ovede, Tiendegården, Stubberup by samt Elmelunde Kirke blev opkøbt og føjet til Klintholms jorde og godset bestod efterhånden af 81 gårde, 101 huslodder, Øster Mølle (er nedlagt efter en brand), en skole i Mandemarke (idag renoveret til beboelses-ejendom) samt to kirker. Fanefjord Kirke blev først købt i 1825.
Foto: I dette område opkøbte Jacob jord og ejendomme.
I 1811 blev han etatsråd og købte ejendom i Kbh. Han udmærkede sig ikke bare som en driftig godsejer, men også som en ivrig bogsamler, især matematik, historie og sprog - og det lykkedes ham at opbygge et betydeligt bibliotek, selv om han hele to gange mistede uerstattelige værker ved henholdsvis Christiansborgs brand i 1794 og ved Københavns bombardement i 1807. Jacob døde på Gjorslev i 1820 i en alder af 71 år og han efterlod sig enken Karine og fem voksne børn. Karine overtog driften af Klintholm og hun fortsatte med at udbygge godset. I 1819 var købmand Staals driftsbygninger på hovedgården brændt, så hun byggede en ny lade og en ny stald. Desuden blev to bindingsværksboliger, et skovriderhus, et kalkbrænderi, et teglværk, en tømrerbolig, en murermesterbolig, et hus ved Trylledansen (ligger i klinteskoven), et hus i Normannsmarken, et hus i Møllemarken og en degnebolig i Magleby. Alt dette nåede hun indtil sin død i 1825 - kun 50 år gammel.
Godserne på Sjælland blev overdraget til den ældste søn, Peder Brønnum Scavenius; mens Klintholm overgik til den næstældste, Lucas Frederik Scavenius. Lucas var kun 19 år, nybagt student og ville allerhelst være jurist, så året efter solgte han Klintholm til sin storebror, Peder. Lucas blev dog ikke så gammel - i 1832 - døde han under en rejse til Italien formentlig af tuberkulose. Karine og Jacob havde yderligere 3 børn - Jacobine, der blev gift med rektoren Hector Estrup ved Sorø Akademi. Denne giftede sig senere med Jacobine´s ældre søster Anna Christine, da Jacobine døde kun 29 år gammel. Desuden var der en yngre bror, Jacob.
Peder Brønnum Scavenius 1795 - 1868
Charlotte Sophie Scavenius 1811 - 1872
Peder Scavenius blev født i 1795 i København, blev privat student i 1812, cand. jur. i 1816, kammerjunker i 1818 og ansat i rentekammeret indtil 1834. Det sidste passede han samtidig med at han drev Gjorslev og Klintholm godser. Han var en stor bogelsker lige som sin far - og med særlig interesse for astronomi, derfor tilføjede han et observationstårn på Gjorslev. En politisk begavelse var han og bestred gennem livet en del betydningsfulde poster, hvor han bl. a. kæmpede for ejendomsrettens ukrænkelighed. I perioden 1834-48 var han indvalgt i Roskilde Stænderforsamling, derefter som kongevalgt medlem af den grundlovsgivende rigsforsamling til 1849. Han var medstifter af Godsejerforeningen, som han var formand for i 20 år - ligeledes medstifter og formand for Præstø Amts Land-økonomiske Forening. I 1837 giftede han sig med Charlotte Sophie Meincke, der var datter af by- og herredsfogeden i Stege, etatsråd Carl Henrik Meincke. Sammen med sin mand levede hun et aktivt socialt liv. Peder Scavenius blev kammerherre i 1840 og i 1843 blev han adlet.
Peder´s våben, som han antog i 1843: En stenbuk efter sit stjernetegn og sine astronomiske interesser - under en søhøvding med et anker og en Sct. Laurentius-rist i hænderne som et symbol på familiens tilhørsforhold til Skagen.
Familien boede på Gjorslev fra maj, hvor fru Charlotte sammen med deres 5 børn gik i vandet; men efter jul boede de i deres palæ på Bredgade 43, København. Peder besøgte ofte Klintholm, som til daglig blev bestyret af godsforvalter Løwe. Han var ansat i mange år - og fra hans hånd stammer en fuldstændig uvurderlig brevsamling, da han hver eneste uge skrev til Peder om alt, hvad der skete på Klintholm. Både hvad angik driften, bygningerne, de ansatte og deres familier. Tilsammen danner de et indgående billede af dagliglivet på et gods i midten af 1800-tallet.
I 1864 købte Peder Petersgård, som ligger mellem Kalvehave og Vordingborg, muligvis fordi han på sine rejser til Klintholm manglede et sted at overnatte. Petersgård gik imidlertid videre til deres yngste søn, Peder, som igen solgte gården i 1870.
Selv om familien ikke boede fast på Klintholm blev det gamle hovedhus fra Staals tid revet ned og Peder opførte en ny hovedbygning i 1838. Kammerherreboligen,som den blev kaldt, er den samme, som hans tipoldebarn, Carl Peter Brønnum Scavenius beboer idag. I 1842 byggede han den store lade med porten, som bærer hans initialer: P.B.S.
Foto: Birgit Rasmussen
Foto: Birgit Rasmussen
Også han opkøbte jord til godset. I 1833 de arealer, som blev rammen om Søndergaard ved Klintholm Havn. (I dag er hovedbygningen udstykket som lejeboliger, men stadig hørende under Klintholm Gods). Skoven var hans store interesse og i 1837 var arealet på 1097 tdr. land og samme år blev der plantet 36.000 nåletræer.
Peder og Charlotte fik som tidligere nævnt 5 børn: 3 sønner og 2 døtre. De 2 ældste - Jacob Frederik (1838-1915) og Carl Sophus (1839-1901) stod hinanden meget nær. De blev født med 11 måneders forskel, blev opdraget sammen, havde de samme lærere, men Jacob var bedre begavet end Carl. Ved Peders død i 1868 arvede Jacob Gjorslev og Carl Klintholm, hvor han flyttede til året efter. Han havde forinden giftet sig med Thyra Castonier, der var lillesøster til Jacobs kone, Louise. Dette betød at Klintholm for første gang blev beboet af sin ejer.
Carl Sophus Brønnum Scavenius 1839 - 1901
Thyra Scavenius f. Castonier 1850 - 1930 her med de 2 ældste sønner
Efterhånden som årene gik og der kom børn til, blev den gamle hovedbygning erstattet med en ny. 1873-75 lod Carl opføre en ny i hollandsk renæssancestil og delvis financieret ved salg af fæstegårde.
Den nye hovedbygning fra 1875.
Året 1876 overtog han selv driften af godset med hjælp af en dygtig godsforvalter. Godset havde da været bortforpagtet i ca. 20 år. Ikke bare driften af godset interesserede Carl, men også turismen, så af den grund blev Hunosøgård, Stengården, Langebjerggård og Søbadet i Klintholm Havn indrettet som pensionater.
Foto: Hunosøgård som den ser ud i dag.
Foto: Klintholm Søbad anno 2003
Store Klint var forpagtet ud til R.B. Christensen, som byggede både pavillionen og hotellet, hvilket først senere overgik til Klintholm.
Desuden byggede Carl også Klintholm Gl. Smedje og Stenhuset i Karensby - som begge er karakteristiske kampestenshuse.
Foto: Den gamle smedje anno 2002.
Foto: Beboelseshuset til den gl. smedje anno 2002.
Foto: En rigtig skovidyl - Stenhuset anno 2004.
Foto: Stenhuset 2004 og stadig i Scavenius-slægtens eje.
Foto: Stenhuset fanget i påskesolens stråler 2004.
Foto: Stenhuset er som den nye hovedbygning tegnet af August Klein.
Ligeledes opførtes Skovridergården, Kobbelgården, den Røde Lade i år 1914, som faldt i en efterårsstorm i 1967 og stumper af den spredtes rundt på Østmøn - flere mindre huse og i Klintholm Havn opførte han Magasinbygningen og Skibsprovianteringen.
Den Røde Lade blev bygget i 1914.
Foto: Skovridergården anno 2002.
Foto: Skibsprovianteringen ved Klintholm Havn 2004.
Foto: Magasinbygningen ved Klintholm Havn 2004. Til venstre ses Skibsprovianteringen og til højre det tidligere Havnefogedkontor - nu Restaurant "Toldstedet".
Ligesom sin fader havde Carl interesse for skovbruget og han tilplantede store dele af Jydelejet med gran. Desuden gik han aktivt ind i lokalpolitisk arbejde, bl.a. var han medstifter af Møns Discontobank, som skulle skaffe kapital til øen og samtidig styrke erhvervslivet. Han tog initiativ til etableringen af Klintholm Havn, som led i et projekt, der dog skulle blive hans livs skuffelse. I slutningen af 1860´erne blev jernbanen mellem København og Vordingborg etableret og Carl indså straks den økonomiske fordel for øen - og måske især for Klintholm Gods - i at fortsætte jernbanen fra Vordingborg via en bro over Ulfsund til Koster, videre gennem Stege og ud til Klintholm Havn. Havnen i Gedser var endnu ikke anlagt og Klintholm Havn skulle så være nærmeste udskibningssted for jernbanen til Tyskland. Havnen blev anlagt i 1878; men planerne om jernbaneforbindelse og bro blev stoppet af den lokale folketingsmand Frede Bojsen (grundlæggeren af Rødkilde Højskole). Først i 1943 blev der bygget bro mellem Sjælland og Møn. Bitter over sit nederlag og svigtende helbred gjorde, at han og familien flyttede til København i 1890 - og derfor kun kom på Klintholm i sommerhalvåret. Parret fik 10 børn, som alle blev født på Klintholm. Der var 17 år mellem først- og sidstfødte og tilmed en særdeles broget flok. Den ældste Jacob (1870-1928) udvandrede til Argentina i ´99, hvorefter Klintholm gik videre til Sophus (1872-1961). Der var 3 piger i flokken, Gjertrud (1874-1956), Annie (1879-1970) og Sophy (1882-1958). Sønnen Holger (1875-1949) var noget af en eventyrer og endte sit liv i Frankrig som vinavler.
Erik Scavenius (1877-1962)
blev udenrigsminister 1909-10, 1913-14 samt udenrigs- og statsminister 1942-43 og blev en af det 20. århundredes mest udskældte og omtalte politikere. De to næste sønner blev begge kunstnere: Roger (1880-1958) maler, elev hos J.F. Willumsen og senere uddannet på Kunstakademiet og udførte flere udsmykningsopgaver på Klintholm. Ove (1884-1973) blev komponist, uddannet dels hos Carl Nielsen samt på Musikkonservatoriet i Kbh. Han spillede klaver fra morgen til aften og fik bygget et lille musikhus ude i skoven, hvor han kunne arbejde uforstyrret. I dette lille hus blev loftet udsmykket af Roger.
Ove´s musikhus sommeren 1913 Thyra ses i vinduet, der underholdes af Ove. Sophus er herren på trappen iført sin stråhat. Og på græsset foran huset sidder en del af søskendeflokken, samt Oves gode venner fra Tyskland.
Den yngste Henrik (1887-1933) boede i Kbh og var ansat i et forsikringsselskab.
Som det skrevet står, var det en børneflok med vidt forskellige interesser; men Thyra var en viljestærk og energisk kvinde, som styrede både børn og de mange ansatte med overblik og myndighed. Da Carl døde i 1901 overtog hun selv driften af godset, indtil hun overlod det til Sophus i 1918. Indtil Thyra´s død i 1930 besøgte hendes mange børnebørn hende i det store hus og de blev alle modtaget med stor interesse og megen varme. Sønnen Ove havde arvet sin fars svage helbred og boede stadig hjemme på godset. Men efter Thyras død arvede han en del penge, som han købte Lundevangsgaaard ved Klintholm Havn for. Her boede han, indtil han som den sidste af søskendeflokken døde i 1973, 89 år gammel.
Selv om Sophus havde været godsforvalter på Klintholm siden 1900 - og samtidig var blevet cand. jur., fik han først kommandoen i 1918. I 1908 havde han imidlertid giftet sig med Gerde Monrad Hansen (1886-1959), datter af en bankdirektør fra Helsingør. Parret boede hele deres liv i den gamle hovedbygning (Kammerherreboligen)med deres tre børn, hvoraf de to piger, Karine (1909-1932) og Charlotte Elisabeth (1930-1954)- også kaldet Litten - begge døde i barselsseng. Sønnen Carl Christian (1915-1986) blev først student på Stenhus i 1935 og siden blev han landbrugsuddannet.
Gerda og Sophus fotograferet i den lille hovedbygning. Billedet er fra ca. 1930 hvor Litten blev født.
Det første han gjorde som godsejer, var at afstå Klintholm Havn til Magleby og Borre sogne, da den ikke havde fået den betydning som forventet. Ydermere var den en økonomisk belastning, grundet tilsanding og væltede moler under de mange østenstorme. Ligeledes blev kirkerne frigivet. Sophus var den fornuftige, påholdende godsejer, som levede en tilbagetrukket og enkel tilværelse. Han styrede godset sikkert gennem depressionen i 1930´erne og kunne efter krigen i 1945 overdrage et velfungerende og økonomisk gods til sin søn, Carl Christian Scavenius, som siden hen skulle få tilnavnet "Klintekongen". Sophus´ egentlige interesse var skovdrift bl.a. derfor købte han i 1950 Vesterskoven ved Vendsyssel af sin bror, Erik. Indtil hans død i 1961 beholdt han driften af både Vesterskoven og Klinteskoven.
Peder´s våben, som han antog i 1843: En stenbuk efter sit stjernetegn og sine astronomiske interesser - under en søhøvding med et anker og en Sct. Laurentius-rist i hænderne som et symbol på familiens tilhørsforhold til Skagen.
